Om minSU - Vejledning

Her kan du læse om:

Dig og SU-systemet

De oplysninger du giver os

Når du logger på minSU, opgiver du dit personnummer til KMD (Kommunedata A/S). KMD videregiver i forbindelse med din login dit personnummer til Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte.

Vi bruger dit personnummer, når vi henter oplysninger fra Skattestyrelsen, CPR-registeret, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, lægekonsulenter og kommunernes børneydelsesregister (BYS). Vi bruger det endvidere, når vi overfører penge til din konto, og når vi giver oplysninger til Skattestyrelsen og til det fælleskommunale kontrolsystem, så kommunen kan se, om du får SU. Endelig bruger vi det, når vi giver studiestøtteadministrationen på Grønland og Færøerne oplysning om dit klipforbrug, og når vi giver uddannelsesoplysninger til Beskæftigelsesministeriet til statistikbrug.

Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte stiller de oplysninger til rådighed for uddannelsesstederne, som de har brug for til vejledning og administration af SU.

I forbindelse med tilbagebetaling af studielån giver vi Økonomistyrelsen oplysning om din uddannelsesperiode og bruger også her dit personnummer.

De oplysninger, vi bruger til støtteberegningen, fremgår af din støttemeddelelse. Er oplysningerne forkerte, skal du straks give dit uddannelsessted besked, så fejlen kan blive rettet.

Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte er ansvarlig for behandling af oplysningerne. Du har mulighed for at få indsigt i de oplysninger, vi har om dig, ved at henvende dig til Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte, Danasvej 30, 1780 København V.

Dit uddannelsessted skal behandle din ansøgning

Når du har sendt en ansøgning om SU til ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse, eller ændret din sluttid eller bopælsstatus, skal dit uddannelsessted godkende ansøgningen. Uddannelsesstedet er normalt højst 1 uge om at behandle en ansøgning, før oplysningerne sendes videre i SU-systemet. Herefter går der normalt 1-2 uger, før du får svar. Er ansøgningen udfyldt forkert, mangler der oplysninger eller er der særlige forhold, tager behandlingen længere tid.

Vi gennemfører en række kontroller af, at oplysningerne i skemaet er korrekte. Det kan være strafbart bevidst at give urigtige oplysninger eller at undlade at give oplysninger. Har du fået for meget SU udbetalt, skal SU'en betales tilbage med renter.

Frister

Du kan tidligst få SU eller få ændret din SU fra den måned, hvor du sender ansøgningen.

1. december er sidste frist for at indsende ansøgningen. Fristen gælder ikke, hvis du indskrives på uddannelsen efter 1. december eller hvis du får et barn efter 1. december og søger fødselsklip eller fødselsrater.

Hvad kan du tjene ved siden af

Du får i første omgang tildelt SU uden hensyn til, hvor meget du tjener. Tjener du for meget, kan du vælge måneder med SU fra. Hvis du får SU hele året, kan du tjene 12 gange det lave fribeløb ved siden af din SU. Efter støtteårets udløb sker der en endelig SU-beregning, hvor din indkomst indgår. Vi får oplysningerne fra Told og Skat.

Forbehold

De data, du kan se og/eller udskrive i minSU, er kun et øjebliksbillede af dine data. Dine SU-forhold afgøres af informationer på dit uddannelsessted og i Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte. Er din sag under behandling, kan der være data, du ikke kan se på nuværende tidspunkt på minSU.

Hjælp

På hver side kan du klikke på 'Hjælp' øverst i højre side, hvis du ønsker en forklaring på, hvad siden indeholder, og hvad du skal gøre. Her finder du også link til den relevante vejledning om SU-reglerne på www.su.dk.

Henvend dig på dit uddannelsessted, hvis du har yderligere spørgsmål.

Hvem kan bruge 'minSU'

Tekniske forudsætninger

Det er en absolut forudsætning for brug af minSU, at du bruger en browser, som understøtter 128 bits SSL-kryptering. Det gør alle nyere browsere.

Endvidere skal din browser tillade Javascript og cookies for sider fra su.dk. Hvis du vil logge på med Digital Signatur, skal du acceptere et popup-vindue i den anledning.

minSU er udviklet med anvendelse af standard HTML 4.0 og CSS. Det har vi bl.a. gjort for at tage hensyn til handicappedes brug af systemet. Det betyder, at siderne bør kunne vises fornuftigt med en nyere browser - uanset fabrikat og operativsystem. Vi har selv ved udviklingen primært brugt Opera version 7 og checket nogle af siderne med Internet Explorer version 6 og Mozilla Firefox version 1.

Går det galt?

Problemer med login

Har du problemer med at logge ind med din NemID, kan du klikke dig ind hos NemID.

Tekniske problemer i minSU

Hvis du kommer ud for et teknisk problem i forbindelse med minSU, behøver du ikke foretage dig noget. Hændelsen vil automatisk blive registreret, og vi vil rette en eventuel fejl hurtigst muligt.

Uforståelige oplysninger

Kan du ikke forstå de informationer, du kan læse i minSU, kan du klikke på 'Hjælp' i øverste højre hjørne eller eventuelt spørge på dit uddannelsessted.

Kommentarer

Har du eventuelle kommentarer, ris, ros eller forslag til minSU, kan du sende en mail til webmaster@su.dk.